Forskellige versioner af dette ildevarslende udsagn har i de sidste par år været den centrale forudsætning for utallige rapporter om arkitekturens tilstand. Og det er ikke uden grund. En hastigt voksende bybefolkning rejser presserende spørgsmål om, hvordan man kan afbalancere beskyttelsen af miljøet, samtidig med at behovet for udvidede boliger, kontorer og infrastruktur kan imødekommes. Allerede nu er byggesektoren ansvarlig for 40 % af de globale CO2-emissioner, idet driften udgør 28 % årligt, og byggematerialerne tilføjer yderligere 11 %.
Den gode nyhed er, at den såkaldte bæredygtige arkitektur nyder både hidtil uset forretnings- og politisk momentum, hvor bygge- og arkitektvirksomheder over hele verden arbejder med en model, hvor kulstoffattig tænkning integreres i alle aspekter af planlægnings- og byggeprocessen - fra valg af byggematerialer og affaldshåndtering til klimaeffektiv opvarmning, køling og VVS.
Og alligevel, da vi stadig er ved at etablere et benchmark for, hvad der skal tælle som en virkelig bæredygtig bygning, er der et andet aspekt, der ofte er forsømt: det bydende nødvendigt at bygge smukt.
Hvis du slentrer gennem en europæisk hovedstad i dag, vil du ofte blive konfronteret med en moderne struktur, der tvinger dig til at sætte spørgsmålstegn ved visionen. Nogle gange er det et kontor i den indre by, der læner sig akavet mod sine historiske omgivelser, og andre gange er det et cementbelastet kompleks i forstæderne. Fællesnævneren er, at de ikke inspirerer.
På mange moderne bygninger, er der fokuseret på funktion frem for æstetik, og mange frygter nu, at det nye indtog af klimavenligt byggeri, kun vil forstærke den teknokratiske tilgang til arkitekturen.
Men er det virkelig sandt, at skønhed og bæredygtighed er uforenelige?
Når alt kommer til alt, kan man forestille sig en klimavenlig bygning som funktionel kasse, der overholder reglerne, ikke kun er reduktiv, men også kortsigtet. Et bredere syn på bæredygtighed betyder, at vores kreationer skal være sunde for miljøet og dets befolkning – og det betyder, at vi skal bygge noget, der kan beundres i generationer i stedet for at stå over for bulldozeren.
I mellemtiden har vores grønne omstilling indvarslet både nye byggeteknikker og materialer, der bliver billigere, efterhånden som de udbredes – og givet nye værktøjer til kreative arkitekter over hele verden.
Vi skal også huske på, at store kunstnere altid har opereret inden for rammerne af det nuværende samfund, om det være sig teknologiske eller kulturelle. Så i stedet for at se 'attraktiv grøn arkitektur' som en selvmodsigelse, kunne skønhed så ikke blive et naturligt supplement til den enkelhed og effektivitet, der definerer vores tid?