Efter to år med lockdown, brudte forsyningskæder og utallige andre problemer som følge af COVID-19 har udholdenhed og evnen til at rejse sig vist sig at være et vigtigt aktiv for både enkeltpersoner og virksomheder.
Men også før den lumske virus skabte kaos i vores globale samfund, havde ordet ”resiliens” vundet indpas i arkitektoniske cirkler som respons på endnu en global trussel mod vores velvære: ekstreme vejrforhold.
I takt med at naturens kræfter er blevet stadig mere voldsomme og uforudsigelige, har arkitekter de seneste årtier kæmpet for at designe og konstruere byer, der bedre kan modstå ødelæggende begivenheder som storme, oversvømmelser og tørke.
Men er det virkelig muligt at fremtidssikre byer, som vokser både i størrelse og arkitektonisk kompleksitet?
Selvom vi måske primært tænker på byresiliens i form af rudimentære befæstninger – fx oversvømmelsesbarrierer og stormtilpassede byggekodekser – er konceptet de seneste årtier blevet udvidet til at omfatte en lang række designstrategier for individuelle bygninger, samfund og større regioner, der implementeres for at beskytte byen over forskellige tidsskalaer.
For eksempel kan individuelle huse både være designet til at modstå kraftig vind, men og være drevet af fornyelig energi for at begrænse afhængigheden afelnettet. Derudover giver mere effektiv isolering mulighed for opretholdelse af et minimumsniveau af varme i længere perioder med strømafbrydelser. I mellemtiden kan hele områder på samfundsniveau designes til at opfylde grundlæggende menneskelige behov i forbindelse med store disruptioner, herunder adgang til drikkevand, mad og basal sundhedspleje.
Som du sikkert kan forestille dig, skaber genfortolkning af byrummet som koncept ofte flere spørgsmål, end vi kan svare på. Heldigvis er der dog ét resilient system (med mange år på bagen), som arkitekter kan søge inspiration i ... nemlig naturen selv.
Faktisk er de milliarder år gamle strategier i det naturlige økosystem tonet frem som en model for den urbane verden. Ud over at rumme sociale, kulturelle og æstetiske fordele giver inkorporering af blåt og grønt byplanlæggere mulighed for at kopiere naturens evne til både at afbøde naturkatastrofer og regenerere hurtigt efterfølgende.
For eksempel er byskove, vertikale haver og taghaver samt bybassiner en bæredygtig måde at både opfange regnvand på og forbedre luftkvaliteten. I mellemtiden giver udskiftning af betonkonstruktioner med levende kystlinjer samme storm- og oversvømmelsessikring, bare med et organisk system, der bliver mere robust over tid og kræver minimal vedligeholdelse.
Med andre ord, hvis det implementeres i stor skala, genskaber et blåt og grønt bysystem en naturligt orienteret vandcyklus, der begrænser skaderne ved oversvømmelser, samtidig med at det gør byen mere behagelig at opholde sig i.
Og selvom spørgsmålet ”Hvad ville naturen gøre?” har forbedret resiliensen i utallige byområder verden over, rummer det ikke alle svarene om fremtidens byer.
Hvordan vil tingenes internet (IoT) påvirke resiliensen, i takt med at vores byer bliver stadig mere sammenkoblede og afhængige af teknologi? Vil digitalisering blive en afgørende del af resiliens-puslespillet, eller vil det gøre byer mere sårbare over for naturens kræfter?
Selvom dette er spørgsmål, som kun tiden kan vise svaret på, ved vi med sikkerhed, at resiliensen ikke stopper: Det er snarere en flerårig proces, der altid skal være centreret omkring evnen til at tilpasse sig en fremtid, der er uvægerligt vil blive endnu mere uforudsigelig i takt med, at forandringstempoet accelererer.
